Skæg med bus og tog i Movember

lint med overskaeg arbejdskopi lillebusmedskaeg1

Arriva tager del i kampen mod prostatakræft ved at sætte 300 overskæg på busser og tog.

Arriva sørger i år for, at Movember bliver set i hver en afkrog af Danmark, ved at deres tog og busser ruller ud i landet med et imponerende gentleman-overskæg i den gode sags tjeneste. Movember er en kampagne, der sætter fokus på mænds sundhed og kampen mod prostatakræft. Det glæder Movembers talsmand i Danmark, Mike Nybroe.  

»Vi er ekstremt glade for, at Arriva i år har valgt at støtte op om Movember ved at gro overskæg på både ansatte og et stort antal busser og tog. Det er med til at sprede budskabet om mænds sundhed og kampen mod prostatakræft på en god og anderledes måde,« siger han.  

Det skal være skæg(t)
Arrivas Corporate Affairs Director Marianne Bøttger mener, at en stor motivation for at støtte kampagne, er, at mange af medarbejderne hører til i risikogruppen for prostatakræft.  

»Det er vigtigt, at vores medarbejdere er sunde og raske, men vi har også et fælles ansvar for at minde hinanden om vigtigheden af at passe på sig selv. Vi har den fordel, at vi er synlige i bybilledet, og vi håber, at overskæggene på busserne får folk til at trække på smilebåndet samtidig med, at de bliver opmærksomme på Movember og får lyst til at støtte kampen mod prostatakræft,« siger hun.  

Arriva støtter også selv Movember ved at donere 100 kroner for hver af sine medarbejdere, som tilmelder sig kampagnen.  

Gør det igen  
I 2011 kom Movember for første gang til Danmark, og dengang var Arriva også med. Kampagnen var en stor succes sidste år, og med hjælp fra Arriva og andre virksomheder håber Mike Nybroe, at den kan blive det igen.  

»Med 7500 fantastisk engagerede ’Mo Bros’ og ’Mo Sistas’ fik vi en fantastisk start på Movember i Danmark i 2011. Vi fik sat fokus på mænds sundhed og indsamlet 1,1 million kroner. Vi ser frem til at fortsætte den gode udvikling med dette års kampagne, og jeg glæder mig til at se en masse flotte overskæg husere i Danmark denne Movember,« siger Mike Nybroe.  

Kampagnen kører i hele november. Det er muligt at oprette en profil på movember.com, hvor man kan lægge et billede op af sit nye, fine skæg og få venner og familie til at donere penge til sit overskæg.